Flyvende garnspøgelser
Halloween vinder mere og mere indpas i Danmark, også herhjemme har det efterhånden en stor plads. Vi glæder os i lang tid op til og pynter gerne op i hele huset! Skal det være, så lad det være!
I år er vi startet lidt tidligt, men med børn og arbejde, så er der ikke så meget tid tilovers.
De her fantastiske små garnspøgelser er super hurtige! Næsten alle kan være med. Og det bedste? Der skal kun bruges ét materiale (to hvis man vil have øjne på sine spøgelser).
Hvidt garn, vi har brugt noget der blev købt i Netto engang i tidernes morgen, vindes om en bog. Jeg vandt det omkring 50 gange. Klip garnet i den ene ende og bind en snor midt på for at samle alle stykkerne. Bind herefter endnu et stykke garn rundt om al garnet, så der dannes et lille hoved og tegn til sidst øjne på med en sort sprittusch. De kan leges med, hænges op eller måske bruges som små gaver. Søde er de ihvertfald.